Status på varmelevering Sommeren 2025

Sommeren 2025 er ved at være forbi, og den har generelt føltes varmere end
sommeren før. Alligevel viser tallene, at varmeforbruget i perioden maj til og med
august har været 6 procent højere end i samme periode i 2024.
Til gengæld er der produceret mindre energi til varmelageret sammenlignet med
sidste år cirka 10 procent mindre. Det skyldes blandt andet tekniske udfordringer
med varmevekslerne mellem solfangeranlægget og varmelageret. Disse
varmevekslere stoppede til efter blot få ugers drift, og rensningen tog tid, hvor
anlægget var ude af funktion. Det har haft en direkte indvirkning på den samlede
mængde varme, der er lagret.


Cybersikkerhed

Det er efterhånden alment kendt, at energisektoren i Danmark er udsat for betydelige
cybertrusler. Hos Gram Fjernvarme arbejder vi aktivt på at identificere og afklare de
trusler, vi potentielt kan blive ramt af.
Gram Fjernvarme er klassificeret som en kategori 1-virksomhed, hvilket medfører
krav om at udarbejde en beredskabsplan for cybersikkerhed. Trusselsniveauet ændrer
sig løbende, og vi skal derfor løbende forholde os til det aktuelle niveau, som
Energistyrelsens Beredskabsafdeling fastsætter.
I samarbejde med Gram Vandværk har vi fået et specialiseret sikkerhedsfirma til at
gennemgå alle relevante sikkerhedstrusler både inden for IT og fysiske forhold.
Selvom ingen kan garantere, at vi ikke bliver kompromitteret, har vi gjort alt, hvad
der er muligt for at sikre vores systemer og drift.


Varmesæsonen 2025/2026 Klar til fuld drift

Varmesæsonen er begyndt, og for første gang skal vi anvende vores nye
varmepumper og pillekedel i fuld skala. Begge anlæg blev testet grundigt gennem
hele sidste vinter og blev officielt afleveret i foråret.
Med en kapacitet på 3 MWh fra varmepumpen og 2 MWh fra pillekedlen suppleret af
elkedlen og varmelageret står vi godt rustet til at håndtere vinterens varmebehov.
Begge anlæg har indtil videre leveret varme helt upåklageligt, og det betyder, at
gasforbruget kan reduceres til et absolut minimum.