Infobrev 2 – 2019
Generalforsamling 2019
Generalforsamlingen blev afholdt onsdag den 27. marts i fællesskab med Gram Vandværk. Vandværkets generalforsamling startede kl. 18.00, og efter generalforsamlingen var der middag for de deltagende forbrugere. Kl. 19.30 startede fjernvarmens generalforsamling.
Formand Johannes Schmidt fortalte blandt andet i sin beretning at starten på 2018 var problematisk. Der blev ikke informeret godt nok om den ekstra prisstigning i april. Og om informationsmødet der efterfølgende blev afholdt. Beretningen indeholdt også fakta om at solen havde bidraget med op til 25% mere varme end forrige år. Men især at det budgetterede grundbeløb slet ikke svarede til hvad der er modtaget. Det manglende grundbeløb var den primære årsag til at 2018 blev ca. 2,2 mill. kr. dyrere end forventet. Årsagen til at grundbeløbet ikke længere kunne udbetales skyldes den pludselige stigning på strømprisen midt på året. Den daglige drift blev ca. 0,5 mill. kr. bedre end budgetteret, men en prisstigning for 2019 kunne ikke undgås.
Det er selvfølgelig utilfredsstillende at regeringen og forligspartierne ikke har givet mulighed for at imødegå bortfaldet af grundbeløbet. Derfor har vi også været i dialog med folketingsmedlem Hans Chr. Schmidt (V), som har forstået den store frustration mange fjernvarmeselskaber er kommet i. Med Hans Chr. Schmidts hjælp fik vi foretræde for energimister Lars Chr. Lilleholt og hans stab. Herunder er de punkter vi blandt andet fremlagde på mødet.
- Vi har som en del af den grønne omstilling valgt solvarme, solceller, en varmepumpe og spildvarme fra Egetæpper. Vi søgte om lov til biomasse, men fik afslag. Den nuværende høje varmepris ville ikke have været anderledes, hvis vi ikke havde investeret i solvarme. Det vil jo få konsekvenser, når man fjerner ca. 25 % af indtægterne.
- Vi har ikke haft mulighed for at spare op.
- Frit brændselsvalg kom først sidst i 2018 med virkning 1. januar 2019, så her har vi ikke haft mulighed for at sætte noget i værk.
- Vi har undersøgt mulighederne og det viser sig, at der er indført nogle samfundsøkonomiske beregninger, der gør at vi ikke kan vælge biomasse, men sandsynligvis kun varmepumper og det vil kun give en gevinst på ca. 800 kr. pr. husstand pr. år mod en investering på ca. 20 millioner kr.
- Folketinget har afsat en pulje fra 1. juli 2018 på 570 millioner kr. der er bare ikke sket noget endnu og man ved i øvrigt heller ikke hvordan de vil hjælpe /udbetale penge fra puljen.
- Muligheden for at få mere spildvarme fra egetæpper er pt. ikke muligt med de høje afgifter på det.
- Da gasmotoren er en del af kraftvarmebindingen kan vi heller ikke slukke den for at spare penge og forsikringer m.m.
- Vores forslag er her og nu at fjerne eller sænke energiafgiften på den gas vi bruger, som i øvrigt er biogas. Vi betaler ca. 3.1 million kr. i energiafgifter og hvis vi så ser på et naboværk der betaler 0 kr. i energiafgifter fordi de fyrer med halm, mener vi ikke det er retfærdigt fordelt.
Vi fik lovning på at deres rådgivere vil komme på besøg og helt konkret kigge på vores udfordringer, men ingen lovning på penge endnu. Vi var efter mødet enige om at ministeren tog det alvorligt, så må vi se hvad der kommer ud af det. I samarbejde med Dansk Fjernvarme forsøger vi at påvirke politikerne til at gøre betingelserne bedre.
Der var genvalg til bestyrelsen til Johannes Schmidt, Hanne Margrethe Jensen og Allan Sølbek-Severin.
Solvarmen og varmelageret.
Det skal ingen hemmelighed være at vores krav om udbedring og mangler omkring låget på varmelageret har været og stadig er ualmindelig langsommelig. I skrivende stund har vi lige fået tilsendt Erklæring Fra Syns Og Skønsmanden. Rapporten giver os ret i at der er fejl og mangler. Vores advokat, Pernille Aagaard fra advokatfirmaet Energi & Miljø, skriver i et notat: ”Erklæringen må overordnet ses som ganske positiv for Gram Fjernvarme. Skønsmanden tiltræder, at der er et uforholdsmæssigt stort varmetab og der vurderes både at være mangler ved udførsel af entreprisen, såvel som projektering. Der er enkelte usikkerheder i skønserklæringen, som det bør overvejes, om vi skal have uddybet”.
Vi har lige haft et møde med vores advokat, Pernille Aagaard, for at drøfte hvad der videre skal ske. Planen er nu at entreprenøren en sidste gang bliver bedt om at udbedre fejl og mangler på låget. Vi kigger også selv på muligheden for udbedring.
Der er lidt tid til at få beregnet hvor meget mere isolering der skal lægges ovenpå det eksisterende låg. Reparationen skal være færdigt inden efteråret hvor varmen i lageret skal gemmes til vinteren. Alt det varme der bliver produceret på solen i de første 3 måneder, pumpes direkte ud til forbrugeren. Samtidig foregår de videre forhandlinger mellem Gram Fjernvarmes advokat og leverandørerne i forhold til om sagen vedrørende mangler og fejl skal fortsætte i faglig voldgift eller om der kan indgås et forlig.
Varm vinter.
Januars varmeforbrug lå på 98% af det budgetterede medens februar og marts måned blev meget milde og det kan ses på den solgte mængde varme.
I begge måneder er der solgt 20% mindre varme end budgetteret.
Vi fik en lille smule mere ud af solen i februar, og 51% mere i marts sammenlignet med 2018.
April måned er også startet med masser af sol som bliver pumpet direkte ud til forbrugerne. Der er endnu ikke pumpet varme i dam-varmelageret hvilket er normalt for denne årstid.